Kære forældre
Når jeres barn skal starte i 0. klasse, er der ting I som forældre kan øve, som vil lette overgangen mellem børnehave og skole.
En opmærksomhed på visse punkter, vil hjælpe jeres barn godt på vej til en lettere skolestart:
- Læs sammen med dit barn. Lån bøger på biblioteket, gerne med billeder. Tal sammen om bogen, hvad den handler om, hvad skete der sidste gang, osv. Dette vil træne barnet i at lytte, holde fokus, samt det at kunne følge læseretningen.
- Gå hele vejen med dit barn; Spil spillet færdigt, også hvis man er ved at tabe. Læs kapitlet færdigt. Hold bordskik. Tal efter tur. Skræl kartoflerne færdig. Dette træner blandt andet barnet i at holde fokus, være i nuet, vente på tur.
- Lær dit barn at lytte til og følge anvisninger fra voksne. Hold fast i trufne beslutninger. Lav simple og rimelige regler om ex. sengetid, skærmtid, oprydning m.m. Husk ikke alt er til forhandling. Barnet lærer at man kan stole på de aftaler/planer der er; at overholde aftaler, og at det ikke er alt der kan forhandles.
Vigtigst er det at det skal være hyggeligt, med fokus på nærvær og skab gerne et rum hvor I kan se og høre jeres barn udvikle sig. Vær stolte af den udvikling I ser.
Sproglig- og Matematisk opmærksomhed
Hvordan støtter i jeres barn til den bedste skolestart:
Sprog og læsning:
- Lad dit barn være nysgerrig.
- Forklar ord og begreber, eksempelvis når i læser. Frem for at ændre ukendte/svære ord til et alternativt ord barnet allerede kender, er det vigtigt at I forklarer hvad det nye ord betyder, da barnet på den måde får udvidet sit ordforråd på.
- Tal om billeder. Hvad ser de? Hvad betyder det? Hvad laver de på billedet? Hvad er det et billede af?
- Brug biblioteket, det er gratis og en dejlig måde at finde noget i har lyst til at læse i sammen.
- Læs højt og tal om det I læser. Og hvad viser billederne i bogen?
- Kig ud af vinduet når I kører/ færdes i trafikken, se på skiltene, plakaterne m.m. Hvad betyder de?
- Leg sprog- og bogstavlege, lav eller læs rim og remser. Gør det sjovt.
Matematik:
Brug gerne matematikken i omgivelserne og giv børnene oplevelsen af at matematik er anvendeligt i hverdagen.
Som forældre kan I hjælpe jeres barn til at blive glad for matematik ved at:
- Lave mad og bage sammen med barnet.
- Sætte ord på det I gør sammen. Eksempelvis; når I laver mad og bager, kan de finde tre æg? Hvad er en kvart pakke gær? Hvad er en halv liter mælk?
- Tæl ting i omgivelserne, men tæl kun når der er flere end fire - hjælp med at gruppere tingene op til fire.
- Brug fingrene til at vise antal, når I nævner talord hvis barnet er usikkert på tallets værd.
- Sortere ting i antal, farver, former, størrelser osv. Kan de genkende formerne omkring dem?
- Snak om og sammenlign, når ting vejes og måles i forskellige sammenhænge. Hvad er tungest, længst, størst, mindst osv.
- Spil forskellige spil med kort og terninger.
Ved at barnet er trænet i ovenstående, har de allerede en tal-, mængde- og begrebs-forståelse som gør det lettere for dem at lære matematik.
Skolestart
Indskrivning til Børnehaveklassen åbner op i perioden 5 december frem til 31 januar via: Skolestart (skive.dk)
Øvrig
I kan som forælder med fordel læse de gode råd ang. forsikringsdækning af jeres barn i skoletiden, herunder omkring de hjælpemidler der udlånes til børnene; såsom iPad og lap top.
JSTH/18/08/23